Jeg har glædet mig helt vildt til, at lave det her opslag, og samtidig er det med KÆMPE sommerfugle i maven at jeg endelig gør det.
Inden du læser videre, så vid at alt er godt nu
I maj 2021 fik jeg en ny kræft diagnose, da jeg fik at vide, at brystkræften havde spredt sig til flere knuder i brystet, min ene lunge, lungehinde og lymfer. Det ser dog ud til nu, at det man så i lungen faktisk var fra lungehinden. Men i 1,5 år troede jeg der var en del i lungen også. Den behandling de tilbød mig var kun livsforlængende, uden mulighed for helbredelse. Mulighederne var forskellige slags kemo, samt hormonbehandling + Ibrance (ikke kemo, men noget der også trykker immunsystemet).
Det første år valgte jeg konventionel behandling fra, men havde ikke havde succes med de ting jeg selv gjorde, og kræften voksede en del. Der var nu rigtig meget i min lungehinde, to små knoglemetastaser og knuderne i brystet var meget større. Faktisk havde jeg så meget i min lungehinde at den var klistret sammen, og jeg var meget besværet i min vejrtrækning.
Med den viden og forståelse jeg har i dag, ved jeg godt hvorfor kræften voksede, og jeg kan nævne mange ting jeg skulle have gjort anderledes. Men det kæmpe bump blev også en vigtig del af rejsen. Jeg kommer til at dele mere om det senere.
Herefter startede jeg på hormonbehandling + Ibrance. Onkologen foreslog stærk kemo hver 3. uge, men jeg ønskede at prøve hormonbehandlingen først, især fordi en ”biopsilæge” havde talt godt om det, da jeg var hos ham – mere om ham senere også. Han var en usædvanlig læge, og hans ord hjalp mig undervejs. Men også fordi kemo for mig personligt, er min sidste mulighed. Samtidig lavede jeg en 100 % ændring i de ting jeg selv gjorde, og lavede en ”pakke af kosttilskud” til at støtte op om behandlingen, samt minimere dens bivirkninger. 2 måneder efter havde jeg det så godt igen, at jeg søgte vikararbejde på et opholdssted hvor jeg stadig er i dag. Jeg kom på førtidspension 2 uger efter min diagnose, men jeg trængte til at komme ud i livet igen, være med nogle kollegaer og tænke på noget andet. Og samtidig var pengene nødvendige for, at betale terapi og mine kosttilskud. Jeg forventer at stoppe helt med pensionen indenfor den nærmeste fremtid.
Kombinationen af behandlingen sammen med alt det jeg selv gjorde, betød at kræften smeltede væk nærmest uden bivirkninger. Allerede ved den første skanning var det næsten væk i lungehinden. Ved sidste skanning i dec 22 var der en lille smule tilbage i lungenhinden, knoglemetastaser i heling, og lymfer normale. Men behandlingen havde ikke den samme effekt på knuderne i mit bryst, og i januar i år havde jeg stadig to meget mærkbare knuder i brystet. En lidt større som er den knude jeg har haft siden 2011, og en mindre. Selvom de også var blevet en del mindre af medicinen, havde de været uændret i størrelse gennem flere måneder.
I de sidste 3 måneder er der så kommet fart på min heling. Jeg har lavet rigtig meget energiarbejde igennem de sidste 2 år, hvor især Joe Dispenzas læring og meditationer har været mit fundament. Udover det har jeg brugt psyck-k til at forløse traumer og ændre overbevisninger. Det sidste jeg manglede, var lydhealing, som jeg startede på i januar. Lydhealingen blev det der gjorde, at de sidste energier forbundet til kræften kunne slippe. Igennem de sidste 3 måneder har jeg simpelthen oplevet knuderne blive mindre fra uge til uge, og få gange endda fra dag til dag.
Jeg har modtaget lydhealing 1 gang om ugen, og har flere dage om ugen selv brugt både lyd og PSYCH-K til, at forløse gamle traumer og energier der har været årsag til kræften og oplevet knuden blive mindre af det.
Det har været helt vildt overvældende og magisk at opleve, og jeg har tillid til helingen sker i hele kroppen.
Jeg har stadig en lille rest af noget væv i brystet. Vævet føles meget anderledes end den knude jeg er vant til at mærke, og jeg tror ikke der er flere kræftceller i. Måske vil der altid være en lille rest af væv, til evigt minde om min rejse og for at vedholde fokus på det vigtige i livet, eller måske forsvinder det helt, Jeg ved det ikke, men jeg tror det sidste.
Selvom behandlingen har virket godt på mig, følte jeg effekten var stilnet af, og jeg har hele tiden vidst, at behandlingen kun ville virke i en begrænset periode, inden jeg så skulle på anden behandling. Så med den viden og på baggrund af den heling jeg har oplevet de sidste par måneder, valgte jeg for en måned siden at stoppe med behandlingen, og gå resten af vejen selv.
Jeg havde oprindeligt en skanning her i april, men den har jeg udskudt. Jeg kan mærke den ikke skal være nu. Jeg har brug for at lande mere i min nye krop, og være noget tid uden konventionel behandling inden jeg bliver skannet. Jeg har været vant til onkologerne afviser mig når jeg ønsker skanning uden at få behandling. Men da jeg for en måneds tid siden fortalte om mine resultater med energiarbejde, og at jeg selv var stoppet med min behandling, sagde onkologen ikke et negativt ord. Til min meget store overraskelse reagerede hun positivt, og hun ville endda gerne tale med mig på et senere tidspunkt, og høre hvad jeg har gjort. Det gjorde mig så utrolig glad, for en af mine største ønsker er at tale til læger og sygeplejersker omkring denne måde at hele på, samt omkring den måde de taler til deres patienter, og hvordan de slukker håb med deres ord. Jeg bad om en CT-skanning i august, hvilket jeg fik ja til.
Jeg er lige så meget på rejse i livet som alle andre. Jeg føler mig virkelig rask, og jeg har det fantastisk. Men jeg er også spændt og sårbar over at skulle skannes i august, især efter nu at stå frem og have flere med på rejsen. Skulle den vise noget andet det jeg forventer, så tager jeg den derfra. Måske vil der også være noget væv tilbage, som aldrig forsvinder. Jeg ved det ikke.
Det første år delte jeg kun min situation med de allernærmeste, som vi så regelmæssigt. Andet år åbnede jeg lidt mere op, men stadig kun til ganske få indenfor familien. Mine kollegaer har heller ikke vidst noget. Så hvis du synes det er meget at læse her første gang, så tag det ikke personligt . Det har været vigtigt for mig at blive set som rask, for at kunne blive rask. Og få lov at være i socialt samvær uden at have en "kræftidentitet".
Det er umuligt at gøre det kort her, alt jeg har gjort, lært og oplevet de sidste 2 år, men jeg vil komme til at dele om det hele løbende. Det har været to 2 år med turbo på både personlig og spirituel udvikling, og jeg føler ikke jeg er det samme menneske som inden diagnosen. Jeg kan fuldstændigt ærligt sige jeg ikke ville være diagnosen foruden. Den har ændret mig, og mit liv, og for det er jeg dybt taknemlig .
Jeg har siden 2014 haft en interesse i forbindelsen mellem krop, sind og følelser, og har i løbet af årene læst og hørt om alle mulige fantastiske helbredelser. I de sidste to år har jeg talt med flere mennesker der har helbredt ”det uhelbredelige”, og det sker langt oftere end de fleste ved eller kan forestille sig! Lægerne fortæller os vi ikke kan helbredes, når DE ikke kan gøre mere. Men VI kan selv gøre så meget.
Jeg glæder mig til at dele mere. Tak fordi du læste med så længe.
Livet er smukt, når vi vælger det skal være det
Comentários